Formandsberetning ved Zonen Gelsteds generalforsamling den 29. april 2026 på Holmegården
Ja, så er vi igen samlet til generalforsamling, og som altid er det tid til at se lidt tilbage på året, der er gået.
Vores hovedopgave i det seneste år har været arbejdet med vores gamle Zone-brandsprøjte.
Og selvom den i dag står både flot og fuldt funktionsdygtig, så har den bestemt ikke fået lov til bare at stå og pynte.
Tværtimod har den været godt ude at røre på sig. Vi har blandt andet deltaget i Fællesskuet i Odense, været med til Falck-dagen på Egeskov, og vi har også besøgt et par plejehjem, hvor den vakte både glæde, smil og en hel del gode minder.
Derudover har vi kørt med konfirmander og været med ved et Falck-jubilæum, så den gamle veteran har haft et travlt år. Turen til Egeskov her i år blev dog lidt varmere end planlagt – og det var ikke kun på grund af vejret. På hjemturen måtte vi holde ind et par gange for at køle motoren af, og så tænkte vi, at det nok var bedst at kigge lidt nærmere på sagen.
Køleren blev afmonteret, og da den fik en ordentlig omgang med haveslangen, viste det sig, at den var halvt stoppet af gamle slagger.
Ja, sådan noget kan jo ske med alderen – både for maskiner og mennesker.
Køleren har siden været på specialværksted i Odense, og den er nu kommet på plads igen.
Sprøjten er prøvekørt, og heldigvis holder den nu temperaturen, som den skal.
Så vi kan godt få skuldrene lidt ned igen, for vi var ærlig talt lidt spændte på, om den høje varme kunne have givet en følgeskade ved toppakningen. Heldigvis slap vi med skrækken, og veteranen er nu klar igen.
Det betyder, at den igen kan komme ud og vise sig frem ved de forskellige arrangementer, hvor den altid vækker interesse.
Zone-udstillingen i Pavillonen har stået lidt på standby i en periode, og den mørke og kolde tid har nok også gjort, at vi ældre mænd har haft lidt lettere ved at finde hen til sofaen og den indendørs varme.
Men nu vågner vi op igen. Nu kan vi rette blikket mod næste opgave, nemlig at få efterløberpumpen samlet, så den måske også kan komme med på nye opgaver?
Vi skal også have smukkeseret facaden lidt op på garagen, så den ser lidt mere indbydende ud.
Til sidst vil jeg gerne tak for et godt samarbejde i året, der er gået.
Tak for hjælpen, engagementet og det gode sammenhold.
Det er netop det, der gør, at vi kan holde både materiellet – og humøret – godt kørende.
Formand Børge Andersen
Zonen Gelsted