Mandskabet i Gelsted præsenterer nymalet førerhus ved nytårsparolen 2017

Nytårsparole Zonen Gelsted den 5. januar 2017

Formanden Børge Andersens nytårstale

Sprøjten har i 2016 budt os på mange spændende, udfordrende og kostbare opgaver, og det skal vi regne med fortsætter langt ind i år 2017.

Jeg vil prøve at nævne nogle af de mest markante udfordringer vi har haft med at skaffe de nødvendige reservedele til sprøjten.

Januar måned får vi malteserkorset udlånt fra Teknisk Museum i Helsingør.

Torsdag 31. marts havde vi besøg af Frederik, vi holdt en status over hvor langt vi var nået og planlagt, hvad vi fremover ville fokusere på.

Frederik var en tur over Karise hos Hans Holm som havde reservedele til os, hjemkommet fra England.

Det drejer sig om reparationssæt til benzinpumpen, oliepåfyldningsdæksel, kølerprop og 2 stk. forlygter. Forlygterne var i så dårlig stand, at parabolerne efterfølgende blev forkromet.

Fokus blev sat på karosseriet. Det gjaldt for tømrerne at færdiggøre deres arbejde med udskiftning af træ, medens smedene udbedrede de sidste rustskader og gitteret blev fastgjort til karossen igen.

Mekanikerne var i gang med at renovere motoren i Odense.

Det blev bestemt at karossen skulle restaureres så nænsomt udvendig, så man bibeholdt så meget af den gamle maling, som var nødvendigt. Det blev bestemt at et kraftudtag, påmonteret på gearkassen, samt en marksprøjte skulle transportere slukningsvandet gennem Ellehammerpumpen (men uden pumpens medvirken til trykdannelse).

Den 26. april får vi tilsagn om at VELUX FONDEN har bevilget 20.000 kr. til færdiggørelse af sprøjten.

Den 16. juni 2016 holdt vi generalforsamling i Foreningen Zonen Gelsted. Vejret var så godt at vi valgte at afholde generalforsamlingen ude i det fri. Alle Gelsteds syv frivillige medlemmer var til stede og Zonens venner var repræsenteret ved Frederik Madsen.

I juni måned kunne mekanikerne præsentere os for motoren til Vogn 263, som efter endt hovedreparation hos Carl Christensen i Odense igen stod i garagen.

Den 25. juni afholdes Zone-Træf på Nyvang, hvor undertegnede repræsenterede Zonen Gelsted. Georg havde skaffet de manglende nøgleskilte til karosseriet på Vogn 263, som jeg fik med hjem.

Den 6. august er jeg på Egeskov til Falck-dag, hvor jeg havde aftalt at mødes med Georg, som havde 8 stk. kromlister med til kølerkappen. Her får jeg samtidig tilsagn om 2 stk. vitrineskabe som Tage Juul Jensen havde fået til overs fra Falck Museet.

I oktober måned tog Uffe og jeg til messen i Fredericia.

Her var vi heldige at få diverse dele med hjem. Vi fik håndtag til fordøre, tændrør med hætter, platiner, retningsvisere, forlygtepærer.

Vi fik nogle kontakter som handler med gummilister til dørene. Vi har også besøgt Kaj Wozniak i Gelsted, som kunne hjælpe os med et motor ophæng.

Dennis maler fra Pyrosan i Ejby har færdiggjort malerarbejdet på førerhuset hen over jul og nytår. Det står nu klar til at blive monteret på chassiset. Karosseriet mangler en afslibning, inden maleren kan få den til Indslev, hvor den vil få den sidste overflademaling.

Status med malteserkorset er at Michael Tayler har lovet at se på skiltet.

Tage Juul, Falck Museet ,vil gerne opbevare vitrineskabene til os til en gang i april måned. Vi har stadig en aftale med seniorklubben om at skabet kunne stå hos dem.

Jeg indledte med at sige, at 2016 havde været spændende, udfordrende og kostbart, og vi har måske ind imellem tvivlet lidt på om der stadig findes reservedele, så vi kan få vores projekt færdiggjort?

Jeg synes efterhånden jeg kan se lyset for enden, den dag, hvor vi kan slå den gamle Bedford i gang og køre en tur rundt i landskabet. Vi har endnu ikke stået over for en opgave, vi ikke har løst og jeg er sikker, på de resterende opgaver der kommer, skal vi også nok også få klaret. Det skyldes alene jeres gå på mod, jeres erfaring med tingene og ikke mindst jeres opfindsomhed.

Det skal i have tak for og jeg håber på mange gode timer sammen i 2017.

Godt Nytår

Børge